Elektronik
Der skal strøm til at toget til at køre, sporskifter til at skifte,
lyssignaler og andet til at lyse.
Her er der lidt div. elektronik-projekter af varierende art og for enhver smag.
|
|
Hermed et grundliggende kursus i elektronik. På siden "Kursus/index.htm" kan du lære mere om elektronik. Kurset er lavet til modelbanefolk, men alle er velkomne.
Først bliver komponenterne gennemgået. Senere kommer der specifikke kredsløb, som kan bruges til modelbanen.
|
|
At købe elektronik idag er ikke det samme som i "gamle" dage. Idag er det meste præ-konstrueret, og de gamle dyder med at sidde derhjemme og lodde komponenter i et hulprint er overtaget af opsætning og programmering af en lille microprocessor såsom Arduino og lign. Men det kan stadig lade sig gøre at købe komponenter. På siden "Producenter / forhandlere" er samlet et par stykker fra både ind- og udland.
|
|
Kastdorf har en kontroltavle, der er baseret på det tyske SpDrS60 sytem. På siderne under "Vores store station, Kastdorf/index.htm" kan du læse mere om den elektronik, der er blevet brugt til dette.
Basis for det elektriske er Möllehems digitale styringssystem. Dette system kan styre signaler og sporskifter, og det kan lægge sporveje - og mange andre, også automatiske, ting. Det har en masse forskellige funktionaliteter indbygget. Mange af disse funktionaliteter bliver brugt på vore andre stationer. Men på Kastdorf - simpelthen på grun af stationens størrelse - har vi valgt at på en lidt anden vej. Vi bruger en Rasperry Pi og to Arduinoer som grundlæggende hjørnesten for alt det, der skal til at få en så stor station til at fungere. Raspberry Pien kører selve det program, hvor alt data kommer ind til - bliver behandlet - og resulterende data bliver skrevet ud via to Arduinoer.
Alt dette kan du læse mere om på ovenstående link.
|
|
Pærer og lysdioder - også kaldet LED (Light Emitting Diode) - udfører det samme job - lyser - på to forskellige måder. Den allervigtigste faktor for en modelbanemand er at vide, at de skal behandles forskelligt.
|
Pære Pærer fås i mange størrelser og udformninger. De fås også til mange forskellige spændinger og lyseffektivitet. Som regel kan dette aflæses på selve pæren, ellers må man slå det op i et katalog eller datablad eller kontakte sælgeren. Til modeltog bruges som regel pærer, der er til 16 volt AC. De kan derfor tilsluttes direkte til en trafo. |
Lysdioder Lysdioder fås også i mange faconer, men de kan kun klare én spænding. Og dette afhænger af den farve, de lyser med. De kan kun klare 2-3 volt alt efter type/farve. De kan altså ikke tåle trafo-spænding direkte. De skal have en for-modstand på, se tegning. Alt efter spænding og ønsket lysintensitet kan man vælge modstandens størrelse. Ved 16 volt AC kan vælges 1 til 2 kilo-ohm. Jo mindre strøm (=større modstand) lysdioderne får, jo længere holder de. Husk at vende dioden rigtigt, ellers lyser den ikke. |
|
|
Det er rigtigt smart med de dersens LED-bånd, som man kan købe i metermål. Men hvad består de egentlig af, og hvordan er de bygget op? Og ikke mindst: Hvordan bruger man dem rigtigt?
Der blev skaffet et par vareprøver, som blev gennemgået visuelt og elektrisk. De tre prøver var alle "afklip" af længere bånd. Alle båndene kunne klippes i kortere stykker på specielle steder, som var vist på båndet. Mindste enhed resulterede i et stykke på ca. 5 cm., som indeholdt 3 LEDs og en modstand koblet i serie. Ingen specielle data var opgivet - andet end 12 volt som forsyning. Og på Brincks hjemmeside kan man se, hvilken LED der bliver brugt.
Efter tur blev der sat strøm og spænding på dem alle. Lidt overraskende opførte de sig helt ens. Strømforsyningen blev stillet til forskellige ting, og dette er, hvad der kom ud af det:
| Startspænding | med en strømstyrke på | U (5 mA.) | U (10 mA.) | I (10 V.) | I (12 V.) |
| 7,3 V | 0.02 mA. | 9,0 V. | 10,1 V. | 9,5 mA. | 19,5 mA. |
Hvad kan vi konkludere ud fra dette? Det er muligt at "styre" lysets styrke, og det er bedst at gøre det ved at styre spændingen.
Man kan godt bruge en modstand, men modstandens størrelse kommer til at afhænge af antallet af "afklip" / sektioner. Plus at lyset så bliver afhængigt af spændingen i sporet (både analogt og digitalt), hvilket måske godt kan være lidt ærgerligt.
|
|
Når man kører sine tog ud på en strækning, vil man som regel gerne have, at de ikke kører op i hinanden. Ude i virkeligheden har man samme problem, og her har man løst det ved at dele strækningen op i sektioner - eller blokke, hvor man så kun tillader ét tog ad gangen per blok. Disse blokke er adskilt af signaler.
Dette kan selvfølgelig også laves i model. Her er der vist, hvordan man kan gøre det med relæer og med lyssignaler. To blokke er vist.
Man skal bruge et 2-spolet relæ med 2 kontaktsæt - et til signal og et til kørestrøm - per blok. Hertil skal der bruges noget, der kan påvirke og trække relæerne. Her bruges reed-relæer; en per blok. Man kan bruge andet, og det vil blive vist senere. Som regel skal der ikke bruges meget strøm til relæer, så derfor er kravene ikke store til reed-relæerne. Men det er altid en god ide at sammestille strømmængden, som relæet bruger, med den strøm, som reed-relæet kan klare. Der skal også være et et skinnestykke, der er afbrudt fra resten af sporet. Afbrydelsen kan ske enten med isolerings-lasker eller ved at skære skinnen over. Kun den ene skinne skal afbrydes - ikke begge to, se tegning. Reed-relæet lægges i sporet lige efter den afbrudte blok og signalet. Den må ikke blive påvirket af et tog, der er inde på det afbrudte skinnestykke.
De to kasser markeret med "Rød" og "Grøn" er selve spolerne, der trækker de to kontaktsæt til venstre for signalet. Husk at få "vendt" spolerne rigtigt, så de ikke trækker omvendt.
Hvis man har signaler med indbygget spoler og afbryder til spor, kan man bruge dette i stedet for relæet. Princippet og forbindelserne er de samme. Som regel følger der en brugsanvisning med, der angiver, hvordan signalet skal forbindes. Venligst følg denne.
At bruge reed-relæer kræver desværre, at man monterer magneter på noget af sit rullende materiel - én magnet per togstamme er rigeligt ;-) .
Der kan køres i begge retninger med det viste kredsløb. Det skyldes dioden, der sidder mellem det afbrudte skinnestykke og resten af skinnen. Men stop-funktionen fungerer kun i den ene retning. Vil man have blokfunktion i begge retninger, kræver det noget mere. Problemet ligger i, at signalerne går på grønt, når strækningen er fri. Når man så vil køre den anden vej, skal alle signaler selvfølgelig sættes på rød, mens at signalerne, der tager sig af den modsatte køreretning, skal sættes fra rød til grønt. Der er dog ulemper ved at køre den modsatte retning. Når du kører mod et signal, kører du mod et grønt signal - bare for den modsatte retning. Når du kører over reed-relæet, sætter du signalet på rødt. Det gør ikke noget for toget med den retning, det nu kører, man når der skal køre et tog i den rigtige retning, hvor blokfunktionen fungerer, kommer man til et rødt lys, som ikke går på grønt, før næste bloks reed-relæ bliver påvirket. Hvilket "aldrig" sker, fordi der intet tog er i den blok. Hvad gør man så? Det afhænger af den kørsel, man ønsker på sporet. Hvis det kun er til nødstilfælde, kan man montere en tryktast (ringetryk) ved signalet, der skal forbindes parallelt med reed-relæet. Ønskes regelmæssig modsat kørsel, er der flere løsninger alt efter temperament og teknik. En kunne være at montere ekstra reed-relæer, der placeres på en måde, så de kun aktiveres, når der køres i en specifik retning. Det kræver, at magneten ikke sidder på midten af toget med derimod ude i siden. En anden er, at når man giver grønt, skal man også trykke på en knap, der giver en puls til alle relæernes "grøn"-spole - lidt mere besværligt men lade-sig-gøre-ligt. Der er flere muligheder, men de er ikke lige ved hånden i skrivende stund.
Hvis man kun har behov for en og samme kørselsretning på strækningen, kan dioden udelades, men den er god at have, hvis man pludselig skal tilbage og hente tabte vogne . . .
I stedet for reed-relæer kan man bruge en IR sensor, som er vist længere nede. Det kræver dog, at der også bruge en transistor på udgangen af kredsløbet, der kan klare den strøm, som relæet kræver.
En tredie måde er at bruge toget og skinnen.
|
|
Dette lille kredsløb har to fire fordele:
Der bruges kun få komponenter.
Der bruges en vippeomskifter, der så viser stillingen.
Der er ingen chance for afbrændte sporskiftespoler.
Kredsløbet ser således ud:
I omskifterens viste position har der løbet strøm gennem C1 og spole 2/L1. C1 er nu ladet op. Når omskifteren vippes, vil denne strøm løbe gennem spole 1/L2 og dioden D1, som sørger for, at der ikke løber strøm gennem L1 samtidig. C1 vil blive afladt. Når omskifteren vippes igen, virker den strømmæssigt som en kortslutning, og derfor vil der løbe strøm til den, og dermed også spole 2/L1. Når den er opladt, løber der ikke mere strøm.
Der løber altså kun strøm i et meget kort øjeblik, men rigeligt til at skifte sporet.
Strømforsyningen er angivet ved batteriet. Strømforsyningens strømmæssige størrelse er ikke kritisk, da man kun sjældent skal bruge strøm. Kondensatoren på 10000 uF er en større elektrolyt, opbevarer den strøm, der skal bruges. Den har så høj en værdi, fordi man sagtens kan have flere kredsløb parallelt koblet sammen. Samlingspunktet vil så være plus og minus på de 10000 uF. Hvis man kun skal trække et sporskifte, kan man sagtens nøjes med en på 1500 uF.
Alt efter typen af relæ og valg af spænding kan det ske, at værdien for C1 skal ændres. "Tungere" relæ -> større lyt (C1), højere spænding -> mindre lyt.
|
og andre lign.relæer (signaler mv.) |
I visse tilfælde har man behov for at trigge et relæ eller anden type for spole med en puls. Som i kredsløbet overfor løber der kun strøm i belastningen (1 ohms modstanden) i et kort tidsrum, ca. 1 sekund. Der løber lige under 4 A. igennem belastningen ved trigningen, og det er kredsløbet designet til. Det har vist sig rigeligt med de 4 A. til de formål, man typisk vil støde ind i på ens anlæg. Dog er Pecos relæer til sporskifter en sværere belastning - herom senere.
Kredsløbet er principielt en konstantstrøms-generator, hvortil der er tilsluttet en afbryder via en kondensator. Det er kondensatoren (10 µF), der gør, at det kun bliver en strømpuls, der løber gennem belastningen. Når kontakten sluttes, vil kondensatoren blive opladt. Opladningstiden bestemmes af kondensatorens værdi sammen med de omkringliggende modstande, 4 kohm-modstanden i serie med strømmen fra transistorerne og zenerdioden. Afladningen bestemmes desuden også af lysdioden og dennes modstand på 2 kohm. Lysdioden kan undværes. Hvis man gerne vil have, at der skal gå lidt tid, før man kan sende en puls igen, kan man udskifte 2 kohms-modstanden til en med højere værdi (undlad da lysdioden). Denne modstands værdi bliver mere bestemmende for afladningstiden, jo større den bliver. Formlen hedder simpelt: Kondensatorens værdi * modstandens værdi = antal sekunder CIRKA. Cirka, fordi resten af kredsløbet stadig har noget at skulle have sagt.
Kontakten/afbryderen/ringetrykket kan sagtens udskiftes med en transistor, så man kan få noget elektronik til at trigge.
Skal man bruge større strømme, som for eks. ved brug af Peco sporskifterelæer, vil jeg anbefale en 0,15 ohm og en BDX34B i stedet for 0,33 ohm og BC557C/BD438.
Vil man have kun én tast (trykknap) til at påvirke sporet, kan man bruge en CMOS 4013 til dette. Et komplet diagram kan ses her.
|
|
Hvis man har en sportavle, og gerne vil vide sporskifternes stilling uden at se på sporene, kan man bruge denne simple teknik. Den virker dog kun, hvis sporskiftet har indbygget afbrydere, hvilket nyere Fleischmann og Minitrix sporskifter har. Og det har de for at forhindre spolerne i at brænde af, hvis man "kommer til" at lade strømmen til sporskiftet være tændt hele tiden.
Ved at montere en lysdiode i serie med en formodstand på 1,8 kohm - 2,2 kohm hen over kontakten vil en lysdiode lyse. Den anden vil så selvfølgelig lyse, når der bliver skiftet. Kredsløbet lever også på, at spolens modstand er meget lille i forhold til formodstanden, ca. 5 ohm.
|
|
Følgende projekt er under udvikling. Derfor kan den her givne information være fejlbehæftet, ganske simpelt pga. manglende erfaring. Teksten vil være præget af dette. Erfaringen arbejdes der på i øjeblikket, og et godt sted at følge med er i newsgruppen dk.fritid.jernbaner.model.
Ideen er ikke ny, men Bjarne Larsen har eksperimenteret en del med memory wire. Billederne er fra hans anlæg. Stor tak til ham for billederne og erfaringerne. Forhåbenligvis kommer der mere til dette emne.
"Memory wire" er en underlig tråd. Den kan ændre sin længde som funktion af dens temperatur. Det gør alle metaller godt nok, men ikke nær i samme grad. Den har en sjov egenskab til: Hvis man former tråden på en anden måde end dens oprindelige form, kan man varme den op og tråden vil få sin oprindelige form tilbage igen.
Her skal vi bruge evnen til at ændre sin længde. Og princippet er egenligt ret simpelt. Man spænder tråden fast imellem et fast punkt og det emne, der skal flytte sig. Og det kan jo gøres på mange måder. Her vil vi se på én måde:
Vi vil bruge to memory wires til at få sporskiftet til at skifte. Man kunne godt bruge en fjeder som kontra-kraft, men præcisionen kan så godt blive mindre. Begge memory wires er spændt fast på en lille plade, hvor også tråden til sporskiftets tunger er fastgjort. Memory wiren kan være isoleret elektrisk og varmemæssigt set. Elektrisk, da der skal løbe strøm i kun én tråd ad gangen. Varmemæssigt, da tråden kan blive op til 270°, men det gør den ikke i dette projekt, vandringen ikke er særlig stor, og man kan undvære det teflonrør, man ellers bør bruge som isolering. Således kan varmen også komme hurtigere væk. Her i dette projekt er memory wirene fastgjort lidt skråt i forhold til selve trækket. Dette skulle give lidt tolerance i trækket. Hele konstruktionen er opsat under anlæggets plade, og tråden til sporskiftets tunger føres via et plastikrør op til selve sporskiftet. S-formen på røret sørger for at låse sporskiftet, ganske simpelt pga. friktionen mellem rør og tråd. Bjarne vil senere arbejde på en mere rigtig lås, men stadig simpel.
 |
 |
| Drevet set oppefra | Drevet set nedefra |
Elektronikken til de to tråde kan være ret simpel. Selve memory wiren skal kun bruge 0,2 - 0,4 ampere for at ændre sin længde. Mængden af strøm afgør længden. Derfor kan man bruge en konstantstrømsgenerator til hver tråd. Dog skal der tages hensyn til den tid, det tager, for at hhv. opvarme og nedkøle trådene.
Til sidst et par links om memory wires (evt. til indkøb):
Actuators for the future
intelliMat Directory: Suppliers : Shape Memory Materials
Welcome to Memory-Metalle GmbH
Shape memory applications Inc.
Det tyske blad MIBA har i juni og juli 2002 publiceret to artikler om memory wires. Det er ret informativt:
Appetitvækker fra 1. del. Appetitvækker fra 2. del.
|
|
Denne simple kørekontrol er tænkt som en afløser for en trafo. Den er ikke enormt teknisk eller sofistikeret, men den opfylder et simpelt formål: At give strøm til togene. Der er rig mulighed for at bygge videre på kredsløbet, hvilket vil komme senere. Her tænkes bl.a. på langsom acceleration og bremsning, indstilling af inerti (større tog vejer mere og er sværere at trække) og starthjælp.
Desværre forholder det sig sådan, motorene ikke starter med det samme, når man begynder at dreje op. Man skal op på 4 - 5 volt i værre tilfælde, før motoren begynder at dreje. Når man først er kommet forbi dette punkt, kan man sagtens dreje længere ned, og motoren vil stadig dreje rundt, indtil man har drejet så langt ned, at motoren stopper. Dertil kommer, at det varierer meget fra motor til motor, selv indenfor samme fabrikat og lokomotiv (el. lign.), ved hvilken spænding de går igang. Dertil kommer de forskellige principper: trepolet - fempolet - Faulhaber - osv. . Maskiner med Faulhaber-motorer kommer med en skrivelse om, at der kun må bruges ren DC til disse motorer - ellers brænder de af. Det vil sige, at alt med pulser og pulsbredde må ikke bruges til disse motorer.
Ovenstående kredsløb skal tilsluttes en trafo af passende størrelse. Tillige skal der bruges et relæ og noget påvirkning (en vippekontakt f.eks.) til at vende strømmen for at få toget til at køre modsat.
Dette kredsløb kan sagtens danne basis for kørekontroller til modeltog i andre størrelser. Grundprincippet er det samme - forskellen ligger i valget af komponenter og deres værdier.
Da modeltog i str. N bruger gennemsnitligt 0,3 A under normal kørsel, behøver kontrollens komponenter ikke at være stor. Men med lys i vogne og måske ekstra loks foran kan forbruget godt komme en del højere op. Modstanden på 0,22 ohm bestemmer den maksimale strøm, der kan løbe, før der bliver lukket ned for spændingen. Formlen hedder: strøm = 0,7 Volt / 0,22 ohm - hvilket giver 3,2 ampere, hvilket vil være passende for de, der kører amerikansk i str. H0 og bruger Athearn lokomotiver (forbrug=0,5-0,6 A og så 4-6 loks sammen). Så til N og 1,5 ampere er en modstand på 0,47 ohm passende. Modstanden skal kunne klare den afsatte effekt: strøm * spænding. 1,5 * 0.7 = 1,05 Watt. Altså en 1 Watts modstand. For amerikanerne vil det være 3,2 * 0,7 = 2,24 -> 2,5 Watt. Det er transistoren lige under modstanden, der åbner ved de 0,7 volt og stjæler strømmen fra effekttransistorene. Transistoren benævnt "Effekt Tr." er den, der bliver afsat mest effekt/energi i, så derfor bliver den varm. Den skal moteres på en køleplade på størrelse med en lille hånd, løst anslået. Driveren bør også monteres på samme køleplade eller kan få sin egen lille kølevinkel. Mht. effektafgivelsen: Før det hele bliver permanent, så lav nogle kørsler og mærk på kølepladerne, hvor varme de bliver. De må godt blive varme, men de må ikke blive brandvarme.
Der er valgt at bruge tre transistorer i rap for at strømmæssigt isolere fra potentiometret så meget som muligt. Man risikerer ellers, at spændingen falder, når belastningen stiger. Det gør den også i dette kredsløb, men ikke nær i samme grad, hvis der var kun valgt to transistorer eller en darlington-transistor, som ofte er set. Valget af et 2 kohms potentiometer er igen med til at nedsætte risikoen for spændingsfald. Desuden sørger den værdi for, at lysdioden får ca. 10 mA. Lysdiodens opgave er at løfte 0-spændingen, således at man ikke har det "døde" område på pot-metret, hvor man drejer op (fra 0 volt), uden at spændingen stiger. Med 1 kohms modstanden på udgangen bliver kredsløbet konstant belastet, så man kan få nogle måleværdier, der kan bruges. Med pot-metret helt drejet ned vil der være en spænding på udgangen på næsten 0,5 volt, hvilket ikke skulle give problemer. Hvis du har en maskine med Faulhaber, bør du teste den engang.
Elektrolytten på 2200 µF kan udelades, hvis man synes, ens tog kører bedre uden. Erfaringen viser, at togene er bedre tl at køre langsomt uden denne, da man får en ensrettet sinus, dvs. "bløde" pulser ( de "hårde" og dårlige for Faulhabers er firkantpulser). Dette pulstogs effektive spænding er lidt lavere end en ren DC, men dets spidser gør, at motorene lige får det spark, der får dem til at dreje rundt.
|
|
Skal/vil man bruge en plus/minus strømforsyning til kørestrøm, skal man bruge noget elektronik a la dette:
Eller dette:
Forskellen er spændingsforstærkningen.
Som det ses, er der ingen regulering tilsluttet. Dette er med vilje, da denne intet har med kredsløbets funktion at gøre. Simple reguleringer vises nedenfor. Kørekontrollen har sit input ved 47 kohms-modstanden. OP-AMPen aflæser indgangssignalet og sender det videre til udgangstrinnet, som består af to dioder og to Darlington-transistorer. Darlingtontransistorerne har en strømforstærkning på ca. 1000 og derfor er det ikke nødvendigt med ekstra transistorer. De har dog et såkaldt diodedrop over base-emitter på 1,4 V, og dette kompenseres der halvt for ved de to dioder 1N4148. De to modstande på 825 ohm giver en biasstrøm til udgangstrinnet. Deres værdi er fundet ved eksperimenter. Bliver de større, begrænses den fødestrøm, der går til darlingtonerne. Bliver de mindre, vil der løbe en uforholdsmæssig stor strøm gennem modstandene og dioderne. Så det er en balancegang. Til at begrænse den maksimale strøm, trinnet kan trække, er indført modstandene på 0,22 ohm og de to transistorer, BC547 og BC557. Typen af disse, A, B eller C, er ligegyldig, ligesom der kan bruges andre modeller. Modstandene på 0,33 ohm giver en maksimal strøm på 2 A. Man kan selvfølgelig vælge andre størrelser på modstandenes værdi, men det anbefales ikke at bruge modstande med lavere værdi end 0,22 ohm (3 A.) uden at udføre tests. Dels skal de to modstande på 825 ohm nok dimensioneres om - dels kan de viste darlington-transistorer kun klare 4 A. Vil man bruge større strømme, bør man i stedet bruge BDX33B hhv. BDX34B (10 A.) eller lign.
Der er vist to typer af det samme kredsløb; det første med 1 ganges forstærkning og det andet med 2 ganges forstærkning. Forskellen ligger i tilbagekoblingen. I gange 1 kredsløbet er der en kortslutning fra udgangen til OP-AMPens minus-indgang. I gange 2 kredsløbet er der to modstande og en kondensator. Hermed er det givet frit for, hvad elektronik man ønsker at tilslutte på indgangen. Laver man sit printudlæg ordentligt, er det ingen sag at ændre forstærkningen, som det egentlig er. Det mest naturlige i første omgang vil nok være at lave gange 1 kredsløbet, men for de, der ønsker at eksperimentere med elektronik og motorenes omdrejning, lys i vogne osv., kan det være en fordel at lave gange 2 kredsløbet, evt med en let udskiftelig modstand, den med de 33 pF hen over sig, da ens egen elektronik let vil kunne tilpasses.
Af simple reguleringer til gange 1 kredsløbet kan nævnes:
Hvis kredsløbet med forstærkning skal bruges, skal der selvfølgelig tages hensyn til dette på reguleringen, f. eks. med formodstande eller andet spændingsbegrænsende. Som nævnt er der mulighed for at prøve andre ting, f.eks. noget med specielle pulser, frekvenser eller andet.
Valg af OP-AMP bestemmer valg af forsyningsspænding. De mest gængse typer - jeg anbefaler LF356 - kan "kun" klare 18 Volt. Hertil passer en 2x12 Volts transformator med en diodebro og et sæt store lytter. Vil man have en højere spænding, f.eks. en 2x15 Volts transformator, må man vælge en anden OP-AMP som f.eks. NE5534.
|
|
Der er mange måder at få registreret på, om et tog passerer et signal: Reed-relæer, et afbrudt stykke spor med spænding på, en kontakt . . . Infrarødt lys kan også bruges. Sammen med en NAND-gate med indbygget Schmidt-trigger vil dette kredsløb registrere, hvorvidt et tog passerer eller ej.
Fototransistoren, f.eks. en SFH309, placeres midt i sporet mellem svellerne. En IR-emitter, f.eks. en SFH409, placeres over fototransistoren oppe over anlægget. Den skal placeres så lige over som muligt, og dog lidt til en side "langs sporet", så mellemrummene mellem vognene ikke påvirker uheldigt. Der skal placeres én IR-emitter over hver fototransistor, med mindre disse sidder meget tæt.
De kan sidde i serie og strømfødes via en konstant-strøms-generator, der leverer 50-100 mA.
Når sporet er tomt, bliver fototransistoren belyst, og derved får transistoren til at trække strøm. Indgangen på gaten er derfor lav, hvilket gør, at gatens udgang er høj. Når et tog kører hen over fototransistoren, brydes lyset, og gatens udgang går lav. Den forbliver lav, indtil toget er væk igen. Der er dog en lille sikkerhedsmargin bygget ind, og dette ved kondensatoren på 2,2 µF og modstanden på 470 kohm. Disse sikrer, at gatens udgang forbliver lav i et sekund, og der derfor ikke bliver trigget på grund af for store mellemrum mellem vognene.
Der er både fordele og ulemper ved dette arrangement: Det smarte er, at man ikke skal montere noget som helst på sit rullende materiel, og at man kun vil kunne se en lille bule mellem svellerne dér, hvor fototransistoren er placeret. Ulempen er, at der skal hænge en IR-emitter oppe under loftet, for at "skidtet" virker. Til en hvis grænse eller ved at vælge en anden fototransistor kan dagslys eller lokalets belysning godt bruges, men hvis man vil køre "natkørsel", skal man bruge nogle IR-emitters. Men hvis man laver/har en belysning over anlægget, har man også muligheden for at "indflette" IR-emitterne.
|
|
Ud over IR sensor, reed-relæer og andet isenkram til detektering af tog og eller påvirkning af noget elektrisk, er der en mere direkte vej: At bruge en ekstra trafo/strømforsyning og en ekstra ledning langs sporet. Tricket ligger i, at man lægger strømforsyningens ene pol til den ene skinne. Dér, hvor man har brug for en elektrisk påvirkning, laver man et lille stykke isoleret skinne, som bliver tilsluttet det, der skal påvirkes. Dennes anden ledning (alt elektronik har mindst to ledninger) forbindes mad strømforsyningens anden pol - evt. via en ledning, der løber langs med sporet.
Og så kommer alle forbeholdene og faremomenterne: De to trafoer/strømforsyninger SKAL være galvanisk adskilt. De må KUN have ÉN fælles ledning. Alt efter strømmængde til relæet/elektronikken kan der komme gnister, når toget passerer det lille skinnestykke. Det er i sig selv ikke et problem, men det kan skade hjulene. Ingen hverken kan, skal eller vil tage ansvar for brugen af dette trick, idet der er for mange ting og steder, det kan gå galt. Dummer du dig på nogen måde, er det helt og holdent dit eget ansvar. Tricket er godt nok, men brugen af det . . .
DHTML Menu By Milonic JavaScript